tirsdag den 5. oktober 2010

Tanker fra den vægelsindede.

Vi skal hurtige i job. Dvs. læse kortere tid og brug færre af statens penge.

Fair nok.

Nu er det nok mig, der er alt for fjolledum og derfor har valgt helt forkert her i livet, men jeg står med en BA i russisk med medievidenskab som supplering. Er der nogen, der vil give mig et job? Altså et rigtigt menneskejob? Ikke sådan noget ufaglært halløj som mit arbejdsliv indtil videre har bestået af. Ja siger nogen. Nej siger jeg selv.


Det skal komme an på en prøve. Siger jeg så. Men er i virkeligheden fuldstændigt opgivende i forhold til projektet. Venner og veninder, der er færdiguddannet kandidater og what not, går arbejdsløse på andet år. Eller er i løntilskud.

Det er ikke uddannelsens længde eller udformning. Det er mennesket bag, der tæller. Siger andre. Men, hvordan får man en virksomhed til at se mennesket bag? Og er det i det hele taget umagen værd? Måske synes de alligevel ikke om mennesket bag. Også et lidt uforudsigeligt parameter altså...

Jeg mener: Man er jo blevet 29 år gammel (i morgen), prøver krampagtigt at færdiggøre sidste etape af sin fine ubrugelige uddannelse, har ingen børn MEN en fast kæreste i fire år, fester lige rigeligt alderen taget i betragtning, har ingen reelle kompetencer bortset fra, at man "Da er meget sød at være sammen med", "God til at passe børn" og "Bager nogle killer Cookies".

Vil du ansætte så ansætte mig? Hr. Boss? Nej? Det tænkte jeg nok.

Så let er det jo ikke vel? Jeg ved godt, at nogen har været det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, arbejdet hårdt og truffet alle de rigtige beslutninger. Det kræver naturligvis en belønning.

Men hvad med sådan en halvbagt sag som mig? Er der håb?

Det håber jeg.



søndag den 12. september 2010

Jaja jeg har læst sprog...

...men det betyder ikke, at jeg har lært at sætte kommaer! Vel?! Tsss!

Brok. Det er det jeg kan!

So... Jeg har tænkt lidt over det. Hentet inspiration i andre blogs. Og NU ved jeg, hvad temaet i min blog kunne være: Brok!!
Det er jeg skidegod til. Sådan noget med brok.

Jeg brokker mig over alt. Stort set. Eller nej.

Men i dag gør jeg i hvert fald.

Kilden til min utilfredshed skal muligvis findes i, at mit vækkeur for anden dag i træk vækkede mig kl 05.30. Noget med arbejde. Og så på en søndag.

På arbejde startede dagen med en besked fra kollega om en stol søbet i tis, som JEG skulle tørre af. Tak for lort! Eller tis. Eller noget. Og sygeplejesker, der talte om afføring som var det et virkeligt samtaleemne for rigtige mennesker. Ad.

Anywho... Stemningen var lagt. Det ville blive en god dag vidste jeg.
Det har det sådan set også været. AGF vandt gigastort og det der.
Men så er det, at jeg kommer til at se Nyhederne på tv2 kl 19. BIG MISTAKE!

Jeg bliver så trææææt! Det gør jeg altså. Når jeg skal hør om den røvforpulede, etbenede toiletbomber som ingen ved hvem er. Og som ingen for den sags skyld ved om er terrorist. Og som *man* bliver ved med at koble til Jyllands Posten, selvom den teori er skudt sønder og sammen fra alle tænkelige sider (undtagen EB og BT, der garanteret stædigt insisterer. Ja, jeg er fordomsfuld). Hold nu kæft!!! Så tordner Thulesen Dahl frem og forlanger alle grænser spærret og STRENGERE kontrol. I disse terrortider. Blev der sagt!

Nej men... Det er jo ikke, fordi jeg synes, at terror er godt eller noget. Det er bare... Jeg magter ikke den her sag der har til grund i et itusprunget lokum på hotel Jørgen (eller et eller andet andet underligt navn. Jeg er ligeglad). Og intet andet. Og hvis nu han har hjælpere, som der er snak om, så er det eddermame de mest fesne hjælpere i mands minde. Der sender folk på missioner på ukendte hoteller i Kbh og sådan noget. Jeg vil i øvrigt også gerne have defineret, hvad "disse terrortider" er?

Phew det hjalp!

Bagefter den dødsensfarlige toiletbomber kom et par indslag om Michelles forfejlede one man integrationsprojekt i Nordvest (læs: MEGA selvpromovering. Hende der blev kendt for skilsmisse over Facebook og blablabla). Det var simpelthen umuligt, at enes med de der... Eller hvordan var det nu? Mere ligegyldigt og selvfedt bliver det ikke. På andres bekostning. Uambitiøst og meningsløst, at jeg skal høre om det i den bedste sendetid. Nyhed? Næ. Føj!

Det minder mig om dengang (som var for to uger siden) jeg var frivillig i et integrationsprojekt, der lignede det Michelle havde gang i lidt. Men nok om det.

Nu kan jeg med ro i sjælen gå i seng. Har jo været oppe i herremange timer!

Nattenat.

mandag den 2. august 2010

Nåhmen så...!

Ok. Jeg har lige nærlæst mine to blogindlæg. Eller det vil sige: Det har jeg ikke.
Det var en tand for pinagtigt.

Status på bloggen er, at jeg, indtil videre, har blogget om ingenting og AGF. Jeg har fået een kommentar. Som jeg selv har skrevet. Pfff!

Jeg ved godt, at vejen til helvede er belagt med dårlige undskyldninger, dårlig kommatering og flere dårlige undskyldninger, meeeeen.... Altså.... Jeg har jo alligevel ingen faste læsere (men KUN fordi ingen ved at bloggen eksisterer. Ellers havde jeg.), så er det hele jo lissom lige meget. Ikk'å.

I fremtiden, med henblik på at fortælle *folk* om bloggen, vil jeg prøve at finde et eller andet form for gennemgående tema. Wait and see!

mandag den 10. maj 2010

Hvorfor?

Det går ikke godt for Agf. Faktisk går det p...! hamrende dårligt. Dette giver for manges vedkommende anledning til at spørge, hvorfor?

Hvorfor Agf fan? Hvorfor holder du med et hold, der er notorisk kendt for altid at ende i fiasko? Hvorfor holde med et hold, der sucks? Hvorfor støtte et hold med pendlerkort til 1. Division?

Da jeg første gang tog ud og se en rigtig levende fodboldkamp i virkeligheden, tog jeg til Lerpytter stadion i Thisted og var solgt. Agf spillede 2-2 i 1. division mod Thisted. Lorte kamp. Dårligt spil. Dårligt resultat, men jeg var solgt og ikke i tvivl om, at de hviii' var MIT hold.

Derfor bliver jeg ved med at se kampe. Og derfor bliver jeg ved med at synes, at Agf er the shit. Selvom de ikke altid gør det lige godt.

Det kan godt være, at Agf er til grin, men det er også lidt til grin at være født, opvokset og bosat i Hammel (østjysk flække) og holde med Fck. Jeg mener, det er jo ikke fordi hverken Fck, eller nogen af de andre hold i superligaen for den sags skyld, spiller champagne bold. Så hvad er egentlig argumentet for at være fan af et hold man har et minimum af tilknytning til?
Ja jeg spørger bare. Og selvfølgelig ved jeg godt at argumentet er, at Fck altid vinder. Eller næsten altid. Fladt!

Nuvel. Min søde søde elleve årige fætter, der bor i Kirke Hvalsø på Sjælland er Agf fan. Det er faktisk både smukt og heroisk. Efter min mening. Sejt, at han ikke hopper på Fck vognen bare fordi Fck ALTID vinder, og det derfor ville være den lette løsning. Det har jeg respekt for i modsæting til ovenstående eksempel. Respekt!